Startside  Forside  |  Aktuelt  |  Udlejning  Historie  |  Arrangementer  |  Avlsgården  |   Kvægbruget   Skoven  |  Nødhjælp  |  Links  |  Kontakt  
 
Gjorslevs detaljerede historie

Den korsformede middelalderborg

Gjorslev er ikke blot landets største og mærkeligste, men også dets som helhed bedst bevarede verdslige middelalderbygning, mere slot end borg ved sin frie beliggenhed og sine højt hvælvede søjlehaller og fint kultiverede dekorative enkeltheder. Nok er slottet bygget på et lavt, rummeligt voldsted i randen af side enge, engang sø og sump, og savner langtfra forsvarsmæssige træk i sin arkitektur, men det mangler ganske ringmur, volde og andre ydre værn.

Bygningen har i sit anlæg form som et latinsk kors, lagt solret med de tre korte arme mod nord, øst og vest og den lange arm i syd. Det kvadratiske, 28 m høje tårn i korsskæringen springer med sine 11,65 m brede sider frem foran korsarmene for at levne plads til de smalle, skaktagtige vinduer, der oplyser tårnets store, hvælvede centralrum. Over underetagen, kælderagtig, fordi det ydre terræn er hævet ret væsentligt, rejser sig det højloftede hovedstokværk og derover et lavere stokværk, oprindelig blot styrterumsloft til oplag, men i 1700- tallet omdannet til beboelse.

Herover løfter tårnet sig med sine godt to meter svære kassemure i endnu fire stokværk foruden det øverste loft, der, indtil det i 1740'rne fik det nuværende pyramidetag, stod som en åben, blytækket »altan«, i sin oprindelse antagelig med muret brystværn med skydeskår.

 


Bemærkelsesværdige enheltheder

De oprindelige højtsiddende, fladbuede vinduer, delvis bevaret i østre korsarms nordside, har været ganske små; sydfløjen har dog mod øst haft et rigt profileret spidsbuet vindue i en stor blinding. Ejendommelige er ikke mindst østfløjens næsten tre m høje, men kun seks-syv cm brede skydeskår, der lidt under midten har en cirkulær udvidelse til bøssepiben. Mens disse skydeskår, af en i Norden ellers ukendt type, må være samtidige med bygningen, er de nøglehulsformede skydeskår i tårnets syvende stokværk af senere dato.

Kælderstokværket har bevaret sine krydshvælv, mens hovedstokværkets hvælv

længst er forsvundet i øst- og sydfløj en og helt fornyet 1874 i vestfløjen. Nordfløjens høje spidsbuede hvælv understøttes ligesom vestfløjens af en tre meter høj granitsøjle, der er ældre end borgen selv, hvorimod tårnsalen har et ottedelt, kuplet krydshvælv. Slutstenene i ribbernes sammenskæringer bærer våbenskjolde for de danske stifter samt for en række medlemmer af Roskilde domkapitel i Peder Jensen Lodehats bispetid (1395-1416).

Forbindelsen mellem etagerne foregik ad en i tårnets østre mur indbygget snæver, senere delvis sammenstyrtet vindeltrappe. Over østfløjen træder trappen frem som en tresidig udbygning, der øverst, under en femsidet fialeprydet baldakin, er kronet med en madonnastatue, interessant ved at være et af de få danske eksempler på gotisk stenskulptur. I højde med baldakinen er en fint formet spidsbuefrise ført rundt om hele tårnet under den senere fornyede gesims. I selve murtykkelsen fører en »hemmeligheds«-skakt ned til en samlebrønd i kælderen.


Kongemorderen

Gjorslev skal ifølge Arild Huitfeldt have tilhørt væbneren Rane Jonsen, hvis part i mordet på Erik Klipping samtiden anså for sikker, og som da også førte til hans henrettelse; i øvrigt var hans slægt på forskellig vis knyttet til Stevns. 1370 var gården et fogedi under Roskilde bispestol, og halvdelen af landsbyen Gjorslevs seks boel lå under hovedgården, mens resten dyrkedes af tyve gårdsæder.


Dronningebispen

Peder Jensen Lodehat nævnes udtrykkelig i en gammel notits som »fundator castri Giordsleff« dvs. borgen Gjorslevs skaber. Det var denne myndige og handlekraftige prælat, der 1387 gik i spidsen for de mænd, som tog dronning Margrete til rigets »fuldmægtige formynder og frue«, og han var siden hendes nærmeste rådgiver og støtte, så adelen måtte finde sig i lidt af hvert: det forbud mod at opføre befæstede borge, der først blev ophævet 1483 i kong Hans'  håndfæstning, mere gods inddraget under Kronen og beskyttelse af de selvejerbønder, der endnu var, og i det hele taget af de svage i samfundet.
 

Fallitbo på kgl. hænder

Efter Reformationen skænkede Christian III allerede 1540 Gjorslev til den kyndige diplomat, senere rigsråd og rektor for Københavns Universitet Peder Svave. 1630 erhvervede rigskansler Just Høeg herregården og nedlagde Gjorslev by på nær to gårdsæder, hvilket ikke forhindrede sønnen - den som Marie Grubbe's elsker velbekendte Sti (Stygge) Høeg - i at sætte alt over styr. 1664 solgte kreditorerne Gjorslev til den holstenske industrimand Joachim lrgens, hvis økonomi, baseret på et norsk kobberværk, imidlertid allerede da stod på vaklende fødder. Fire år efter hans død 1675 erhvervede dronning Charlotte Amalie i 1679 Gjorslev, og da hun tillige kom i besiddelse af nabogodserne Søholm, Erikstrup og Vemmetofte, beroede efterhånden næsten det ganske Stevns på den driftige dronnings hænder. Under Gjorslev dyrkedes da ikke mindre end 657 tdr. land og under Søholm 449, men i virkeligheden var disse bedrifter for store efter datidens dyrkningsforhold, hvilket viste sig, da de efter 1718 blev udlagt til ryttergods


Otto Bache: De sammensvorne rider fra Finderup

Peder
Jensen
Lodehat

 

Misagtet veldædighed

Christen Lintrup (1703-72), 1756 adlet Lindencrone, var søn af en jævn handelsmand i Løgstør, men kunne, efter at have tjent i Det Ostindiske Kompagni, 1743 købe Gjorslev med Søholm og Erikstrup. Den store ejendom var da i slet stand, og der gik rene frasagn om bøndernes elendighed. Lindencrone søgte at forbedre forholdene, dels ved energisk administration, dels ved udstrakt hjælp til fæsterne, men det var meget mod deres vilje, han 1767 ophævede hoveriet og kort efter indførte arvefæste på yderst lempelige vilkår. Selvom 243 familier havde fået hoverifriheden, gik Lindencrone utakket i graven. Det stamhus, han havde oprettet, ophævedes af hans søn 1791.

 
 

 

Moderniseringer

Under Just Høeg skal være opført den lave toetages fløj, der i nord slutter sig til tårnhuset, foruden en grundmuret lade fra 1638, til hvilken tid også tilskrives det lave brystværn med skydeskår, der afgrænser borggården i øst. Joachim lrgens derimod lod selve den gamle bispeborg grundigt modernisere; arkitekt var »Mester Effvert, kgl. bygmester Ewert Janssen, der omskabte den korte østfløj til et storladent trapperum med en »italiensk« trappe, der i fire lige løb, støttet af murede arkader, fører op omkring en åben hal. Samtidig forvandledes fløjens østgavl til en markant facade i tre stokværk, hvorover den brede taggavl rejser sig, flankeret af kugler og afdækket med en flad fronton. Dette sidste motiv er i andet stokværk gentaget over den svagt fremspringende midterisalit. I kuppelsalen opsattes de pompøse søjleportaler, og dørene anbragtes aksefast.









 

Dronning Charlotte Amalie opholdt sig gerne på Gjorslev, men ved hendes død 1714 var alt dog i forfald, og datteren Sophie Hedevig lod det følgende år en gennemgribende istandsættelse foretage ved generalbygmester Johan Conrad Ernst. Just Høegs fløj fornyedes indtil de hvælvede kældre, og de store søjlehaller blev opdelt, ligesom tagværket fornyedes, og gavlene afvalmedes. Centraltårnets »altan« bibeholdtes derimod, indtil Lindencrone 1748 erstattede den med det smukke pyramidetag, hvis fire frontonkronede kviste med fin virkning gentager træk fra Irgens' østgavl. Herover blev fem forgyldte stjerner på høje jernstænger sat til ziir. Et levn fra ryttergodstiden er de lange bindingsværksstalde, der med mindelser om samtidig landsbyarkitektur smukt flankerer tilkørselen »Bredgade« igennem ladegården.

 

Bengalsk guld

Jacob Brønnum Scavenius (1749-1820) havde ligesom Lintrup gået handelsvejen til østen. 1792 vendte han hjem fra Bengalen som en hovedrig mand og erhvervede da det Lindencrone'ske stamhus i 1793. Godsets langvarige sociale og økonomiske problemer løste denne praktiske mand med overlegen dygtighed. 1794 lod han Gjorslev modernisere, vistnok ved C. F. Harsdorff, og 1820 blev hvælvingerne i søndre korsarm nedbrudt og en lav mezzaninetage skudt ind mellem hovedstokværkerne (arkitekt J. A. Meyer).

1843-45 fejrede hans ældste søn, kammerherre Peder Brønnum Scavenius sin optagelse i adelstanden med rejsningen af den store sydfløj ved professor G. F. Hetsch. Den ny hovedfløj er med sin klare, enkle form sikkert indpasset i helheden. Søndre korsarms stokværksdeling gennemførtes også i sydfløjen, der i øst er afsluttet med et tårnparti, oprindelig udstyret med to støbejernskarnapper og astronomisk observatorium (fjernet 1932). Den smukt udstyrede herskabs-beboelse dekoreredes i pompejansk stil af Carl Löffler, og som ramme om en replik af Bertel Thorvaldsens Alexanderfrise indrettedes den smukke, gennemgående Alexandersal.
 

Sidste væsentlige indgreb i den gamle bispeborg var den unænsomme, om end velmente fornyelse af vestfløjens søjlehal og spidsbuede vinduer, som kultusminister Jacob Frederik Scavenius iværksatte 1874.

Fra århundredskiftet var den store besiddelse præget af opløsning, indtil den 1925 tillige med Søholm erhvervedes af kammerherre Adolph Tesdorpf på Pandebjerg. I 1970 overdrog kammerherre Edward Tesdorpf sin ældste søn, godsejer Peter Henrik Tesdorpf, den 3000 tdr. land store ejendom, hvoraf 1360 tdr. land skov.

 

Efter Chr. Axel Jensen