Køb billet her

Kunne du tænke dig at give dine venner, kolleger eller familie en helt særlig oplevelse? Så er VIP-pakken en helt oplagt mulighed.

MED VIP-PAKKEN FÅR DU DISSE UNIKKE OPLEVELSER:

  • Kl. 16:00. Adgang til spændende steder på slottet, hvor gæster normalt ikke kommer. Eksklusiv og personlig rundvisning af Jesper Jørgensen, som er mangeårig ven af godsejerfamilien
    Ved VIP-rundvisningen på Gjorslev Slot vil deltagerne – udover at blive vist rundt i de smukke sale – også se spændende steder, hvor gæster normalt ikke har adgang. Der er bl.a. mulighed for en tur i tårnet og se det imponerende urværk fra 1728 og desuden kigge ind i en række værelser, hvor kong Frederik IX og dronning Ingrid ofte overnattede, når de var på besøg på slottet.
    Rundvisningen foretages af Jesper Jørgensen – godsets historiske medarbejder, der er ophavsmand til det store bogværk ‘Gjorslev – en bispeborg på Stevns’. Han har været mangeårig ven med de sidste tre generationer af godsets ejere og han fortæller gerne nogle anekdoter og om sine mange oplevelser gennem årene på slottet.

  • Kl. 18:00. Lækker kulinarisk 4-retters aftenmenu af stevnske råvarer med tilhørende vinmenu fra Mad & Ro i den smukke private kælder under slottet
    Menuen er under udvikling og sammensættes primært af lokale sæsonbestemte råvarer. Der serveres en appetizer, forret, hovedret og dessert. Maden tilberedes af Cafe Mad & Ro, som holder til ved Stevns Fyrcenter og bestyres af ildsjælen Jens Hansen, som i år har vundet årets iværksætter pris på Stevns.

  • Kl. 20:00 Intim koncert med Kira Martini og duen LuLo fra Scandinavian Cello School i Pillesalen på slottet
    Kærlig, nærværende, ubesværet, vedkommende – mange af de kvaliteter man kunne beskrive Kira Martinis sangstemme med, beskriver nøjagtigt hvad Kirstine Elise Pedersen og Mathæus Bech stræber efter i deres duo LuLo. Med de to dybeste instrumenter i strygerfamilien har LuLo skabt sig en særpræget lyd, der både begejstrer og bevæger mennesker hvor end de spiller. Deres legende-lette sammenspil står i smuk kontrast til celloen og kontrabassens tyngde, og Kira Martinis smukke stemme og varme udstråling giver musikken en ny dimension. Repertoiret rummer både selvskrevne sange, jazzstandarder, højskolesange og meget andet. En god sang er en god sang, og der bliver ikke skelnet mellem ophav.

Denne eksklusive VIP-pakke er en del af Herregårdenes Dag på Gjorslev Gods. På Herregårdenes Dag er der åbent fra kl. 9.30 til kl. 17.00. Entre’en er inkluderet i prisen. Hele dagen igennem er der spændende aktiviteter på Slottet, Borggården, Bredgade, Den Gamle Hestestald, slotsparken m.m. Slogan for dagen er STEVNS, NÅR DET ER BEDST.
Se hele programmet her: program Herregårdenes Dag

 

Praktisk information:
Søndag den 21. august 2022
Samlet pris 1395 kr. pr. person
Max 60 personer til dette eksklusive VIP-arrangement. Billetter købes efter ‘først til mølle-princippet’
For yderligere information kontakt udviklingskoordinator Jette Kiær på Gjorslev Gods på info@gjorslev.dk eller tlf. 2230 3912

Køb billet her