Tirsdag d. 17/10 kl. 19:00-20:00
Tør du besøge det gamle slot i mørket?
Der er mørkt om aftenen på et 600 år gammelt slot, rigtig mørkt. Så mørkt, at det smukke Gjorslev næsten bliver uhyggeligt. Men med din lygte i hånden, skal alt nok gå.
Gå med Gjorslevs formidler rundt på en tur gennem mørket, hør historier om de spøgelser, der måske findes her og led efter ledetråde, der tager dig videre gennem slottet – hvis du da kan finde dem.
På turen kommer gruppen gennem slotsparken og salene på Gjorslev, og hvem ved, måske også et kig i kælderen og på loftet, hvis vi tør!
“Husk lygten” og andre informationer
En stor del af oplevelsen kræver egen lommelygte, så hvert barn skal medbringe lygte. De voksne kan deltage med egen lygte eller med lyset på telefonen.
Oplevelsen kan forekomme lidt uhyggelig pga. mørket, dyster musik og spøgelseshistorier. Der vil ikke være skræmmeelementer i form af bevidst forskrækkelse, udklædte personer, pludselige brag eller andet.
- Tag din egen lommelygte med
- Målrettet børn 8-12 år i selskab med voksne.
- Oplevelsen foregår i en gruppe på max 30 deltagere.
- Ikke mulig for dårligt gående.

Pris:
120 kr. for voksne og store børn
60 kr. for børn 3-12 år (bemærk at oplevelsen er målrettet børn 8-12 år)
Varighed: 1 time
Når I ankommer til Gjorslev Gods, parkerer I uden for porten/indgangen til godset. I vil blive modtaget ved porten, hvor oplevelsen starter.