Lørdag d. 15/2 kl. 11:00-12:30
Året er 1943. Telefonen ringer på Gjorslev Godskontor og skovrider Børge Petersen svarer. I telefonen er Viggo Jørgensen, kroejer i Hårlev. 10 søløjtnanter har brug for overfart til Sverige.
Gjorslev Gods bliver et omdrejningspunkt for modstandsbevægelsen på Stevns i de sidste år af 2. verdenskrig. På rundvisningen hører du om bl.a. sejlruten til Sverige, nedkastninger og pakning af våben, razzia af selveste den rigsbefuldmægtiget i Danmark Werner Best, modstandsmænd gået ”under jorden” på godset, og selvfølgelig om godsejerparret Edward og Elsebet Tesdorpf, som også havde en finger med i spillet.
Beretningerne er mange. Historierne er mange. På rundvisningen samler vi trådene, og du får en forståelse for modstandsbevægelsen på Stevns med Gjorslev som omdrejningspunkt. Vi ser både slottets historiske sale og nogle af ”baglokalerne”, hvor de virkelige begivenheder har udfoldet sig.
Vær opmærksom på, at rundvisningen indeholder en hel del trapper.
Husk varmt overtøj.