Lørdag d. 18/1 kl. 11:00-12:30

Alt for ofte fortælles historie om mænd, og de få kvinder, som bliver fremhævet, er af ekstraordinær karakter. Kvinderne på Gjorslev har haft mange roller, fra tjenestefolk til dronninger, men også kvinder, der egenhændigt har ledet godset, skæbner med død og ulykke, og dem der valgte kunsten.

På denne rundvisning vil vi sætte kvinderne som hovedperson i deres egen historie – det manglede da bare.

Personfortællinger

Margrete 1. er uden tvivl den mest prominente kvinde i Gjorslevs historie. Hendes gode ven og nære rådgiver biskop Peder Jensen Lodehat, opførte Gjorslev i 1396, og fra Gjorslev kunne Margrete og Lodehat have forhandlinger med udsendinge fra Sverige og Hansestæderne. Fordi Lodehats liv er flettet sammen med Margretes, bliver hun en nøgleperson i fortællingen om Gjorslev.

Udover Margrete 1. tager vi fat i udvalgte nedslag i Gjorslevs mere end 600 års lange historie. Du hører om handlekraftige kvinder, kvinder i sorg og kvinder i køkkenet. Blandt andet får du også historien om dengang Lone Kühlmann serverede rombeformede brunkager for kong Frederik 9. og dronning Ingrid.

Pris: 140 kr. pr. person

Varighed: 1,5 time